Klimatilpasning kræver, at der tages beslutninger. Ofte kræver beslutningerne, at der prioriteres mellem flere muligheder. Her kan beslutningsstøtteværktøjer hjælpe. Når man som grundejer skal afgøre, om man vil beskytte sin grund mod erosion fra havet, er der forskellige forhold, man må tage i betragtning. Man sammenholder f.eks. den udgift, der er ved etableringen og drift af kystbeskyttelsen med den værdi, som mistes og sandsynligheden for at den mistes. Sandsynligheden er f.eks., at erosionen kun sker ved et højvande, som grundejeren kan huske kun er sket en gang i de 27 år, vedkommende har haft sommerhuset.
Det er ligesom, når man skal tegne en bilforsikring og fastsætte en selvrisiko. Jo højere selvrisiko desto mindre præmie. Derfor foretager man en risikoanalyse, som består i en vurdering af, hvilke skader kan man få på sin bil, hvad koster de at reparere og hvor sandsynligt er det at skaderne vil ske?
For at kunne tage den rigtige beslutning og dokumentere, hvorfor det lige netop er den rigtige beslutning, bør der anvendes beslutningsstøtteværktøjer.
Beslutningsproces En klimatilpasnings beslutningsproces er en cirkulær proces, fordi den bør gentages, når der kommer nye oplysninger om eksempelvis klimaudviklingen. Processen bør indeholde en stor del iteration og feedback for at diskutere og raffinere løsningerne. Herefter kan man bedre reducere og håndtere risici i forbindelse med klimaændringerne.
Processen består af 8 trin, som kan illustreres vha. nedenstående figur. Hold musen henover de enkelte bokse for forklaring. For uddybende forklaringer følg det eksterne link til UKCIP.

Især beslutningskriteriet for hvornår man skal beskytte mod klimaforandringer er det vigtigt at få defineret. Derved er det nemmere at prioritere ressourcer, hvis der er et kriterie som skal være opfyldt, før der iværksættes tiltag.
Kystdirektoratet har udarbejdet en manual indeholdende to forslag til beslutningskriterier, den såkaldte interne rente og nettonutidsværdi. Desuden er der udarbejdet 2 eksempler på om en kystbeskyttelse skal udføres på baggrund af manualen. Se linket til samfundsøkonomiske analyser til højre.