Tørkeramt byg

Tørke


Husforsikringen dækker brandskader med mindre, der er tale om grov uagtsomhed. Hvis huset sætter sig på grund af sænkning af grundvandsspejlet, dækker forsikringen ikke.

Klimaforandringerne vil give flere og længere hedebølger og perioder med tørke, der kan påvirke de øverste grundvandsressourcer og øge risikoen for brand.

Her kan du læse om hvilke skader ved tørke, der typisk er dækket af almindelige forsikringer, og hvad forsikringsselskaberne forventer du gør for at begrænse skaderne, så du kan få erstatning. Du skal dog altid kontakte dit forsikringsselskab for at høre præcis, hvordan du er dækket.

Erstatning ved skader på huset
Husforsikringen vil som udgangspunkt dække brandskader på huset, men forsikringsselskabet vil vurdere, om der i forbindelse med f.eks. haveafbrænding og madlavning på grill er udvist grov uagtsomhed.

Forsikringsselskaberne anbefaler, at du er ekstra påpasselig med brug af åben ild i perioder med tørke samt begrænser risikoen ved at fjerne vegetation op ad huset og ved altid at have brandslukningsudstyr parat f.eks. en haveslange og en branddasker.

Tørkeperioder kan også føre til sænkning af grundvandspejlet og derved øge risikoen for at huset vil sætte sig og få revner. Det vil typisk ikke blive betragtet som en pludselig skade, da skaden sker over en længere periode og ikke på et konkret tidspunkt, og dermed vil der ikke være dækning på en husforsikring.

Erstatning ved skader på mennesker
Hvis du kommer til skade ved brand eller får hedeslag eller solstik på grund af varme og herefter varige mén, kan du også være dækket af din ulykkesforsikring.

Læs mere om forsikringsdækning ved tørke hos Forsikring & Pension. Her finder du også gode råd om, hvad du kan gøre før, under og efter tørke.

Senest redigeret: 10-12-2010