Passagerer venter på IC3 tog

Klimatilpasning på jernbanen


Banedanmark, som forvalter størstedelen af den danske jernbaneinfrastruktur, forbereder sig på at kunne håndtere forøgede nedbørsmængder, højere grundvandsstand, kraftigere vind og højere lufttemperatur.

I forbindelse med planlægning af nye jernbaner foretager Banedanmark rutinemæssigt analyser af behovet for at indbygge klimatilpasning i de enkelte projekter. Dette skyldes, at klimaet over en årrække forventes at ændre sig og give udfordringer for jernbaneanlæg, som har en levetid på over 100 år. Eksempler på jernbaner, hvor hensyn til klimatilpasning er indbygget i projektet er strækningerne København-Ringsted og Lejre-Vipperød samt fra Ringsted til Femern Bælt forbindelsen.
 
Forøgede nedbørsmængder
Kraftigere regnbyger kan give problemer med afvanding af jernbanen, og der kan ske øget erosion på dæmninger. Dette førte i 2010 og 2011 til en række dæmningsskred i Hovedstadsområdet.

Banedanmark har indført rutiner for intensiveret inspektion og kontrol af problematiske dæmninger i tilfælde af længerevarende store regnmængder og er ved at sikre afvanding af en lang række grøfter langs jernbanen. Banedanmark ser også nærmere på afvandingen af de stationer, hvor der er konstateret afvandingsproblemer.

For at forebygge uheld på jernbanen, når der har været voldsom regn, har Banedanmark indført en ny varslingsproces, så togdriften kan stoppes, hvis der er risiko for problemer.

Højere grundvandsstand
En stigning i grundvandsstanden kan medføre en øget risiko for skred i baneskråningerne. I områder hvor grundvandet står højt, kan banen komme til at stå under vand.

Kraftigere vind
På elektrificerede jernbanestrækninger kan kraftige storme og forøgede vindhastigheder få økonomiske og trafikale konsekvenser, blandt andet fordi køreledninger er sårbare over for højere vindhastigheder. Banedanmark har fokus på problemet med at træer kan vælte ind over banen, og har derfor iværksat en øget indsats på området.

Højere lufttemperatur
Fordi der igennem de senere år er konstateret problemer med at sikringsanlægget sætter ud på varme sommerdage, er Banedanmark gået i gang med at etablere køleanlæg for at beskytte sikringsanlæg mod temperaturstigninger.

Senest redigeret: 05-12-2011